På lang tur til Sverige med Per og Niels søndag den 23. maj
Hvis overskriften ikke har solgt billetter, så prøv lige at se menuen:
Forret: Tempotur til Hallandsåsen på ca. 45 km
Hovedret: Op og ned ad Hallandsåsen efterfulgt af 30 forholdsvis lette kilometer med kurs mod Søderåsen.
Dessert: Ved grusgraven til Stenestad efterfulgt af 30 lette kilometer hjem til færgen i den velkendte modsidevind som gør mænd til kvinder – og omvendt.
I sin fulde udgave er der tale om en tur på 170 km, hvor alle kan være med. Det vil sige let ”2-og-2” tur, hvor man kan give den gas på stigningerne, hvis man lyster.
Der samles op på alle bakketoppe. Turen køres primært på de klassiske små og meget smukke svenske veje.
BONUSINFO: Efter ca. 100 km holder vi en frokost pause på lille ½ time i den svenske natur, hvor vi spiser sandwich og få lidt at drikke – dette er sponseret af klubben.
Så står du kun selv for din færgebillet. Samtidig satser vi meget hårdt på, at kunne stille med en servicebil, som har forplejningen og andre fornødenheder, du kan have behov for at opbevare.
Mødetid: Kl. 08.20 ved Scandlines færgeleje. Vi sejler kl. 8.40 og er i Helsingør igen mellem kl. 17 og 18.
Hilsen Niels og Per
ps Jens Ove har prøvekørt turen (på cykel sammen med Per) og godkent den!