
Sofie Nellemann Kryger og Lise Martine Engberg indfriede alle forventninger forrige weekend, da Sofie kørte sig øverst på podiet til Sjællandsmesterskabet i enkeltstart ved at køre de 13,3 kilometer i tiden 20:42 minutter. Lise Engberg fulgte tæt efter på 2.pladsen.
Forventningerne om en flot placering havde de selv været med til at skrue i vejret, da de sidste weekend ved enkeltstarten i Nakskov også toppede resultatlisten. Dermed har begge CKK-piger slået fast, at udtagelsen til landsholdet i sidste måned var velfortjent og, at landsholdstræneren godt kan regne med et par superresultater af pigerne, når det til juli går løs ved Tidaholmløbet i Sverige.
Her skal pigerne køre et seks dages etapeløb mod piger fra flere europæiske lande, ikke mindst fra vores nordiske naboer.
Carl Erik Schoulgin Sørensen kvitterede med en tak til far og mor for sin nye supercykel ved at køre sig i premierækken på en flot 10.plads i U13 klassen i tiden 16:38 for de 9,3 kilometer. Han har indtil videre haft en formidabel debutsæson som licensrytter, og hans gode resultater hænger efter eget udsagn sammen med den gode vintertræning med deltagelse i en masse MTB løb i Slushcuppen samt med træning med klubben i skoven henover vinteren.
Udover de tre premiemodtagere, var CKK repræsenteret af følgende ryttere ved Sjællandsmesterskaberne i enkeltstart:
I U15 klassen deltog Thomas Brayan-Lund, Emil Funder, Søren Engberg og Rasmus Rømer Hansen. I U13 klassen deltog (udover Carl) Martin Mollerup og Anton Nellemann Kryger. Det var en fornøjelse at se kronborgfarverne blive vist flot frem af alle rytterne.
