Vi (Per og Niels) fik i efteråret ideen om at lave et anderledes motionsløb med inspiration fra de belgiske forårsklassikere – de holder vi meget af, man kan nærmest tale om kærlighed til cykelløb.
Og entusiastisk gik vi i gang. Koncept og rute som kunne honorere vores krav, så dagens lys. Dennis fra Saaby Cykler var med på ideen, og blev løbets hovedsponsor. Henrik Malmgreen blev løbets hof-rapporter og medvirkede til et lettere adgang til en række medier.
Så står vi dag 1 efter, at CKK Forårsklassikeren er kørt over strengen. Og det er med mange positive tilbagemeldinger fra både deltagere og tilskuere. Mange af ryttere vil helt sikkert lokke flere af deres cykelkammerater med til næste år.
Deltagerantallet var hæderligt uden at imponere os synderligt, men der skal også en del til at imponere os (Per og Niels) – men vi er overbevist om, at vi bliver imponeret næste år.
Vi vender lige tilbage til ”entusiasme”, for ingen har nogensinde skabt noget stort uden entusiasme. Og hvad er egentlig fordelen ved entusiasme? Det er, at den fremkalder en bølge af kreativ energi, som betyder, at man ikke behøver at gøre alting selv.
For rigtig mange bliver ”smittet” af denne energi, og får lyst til at bidrage. Som det naturligste i verden, skal I selvfølgelig hyldes. Så derfor en stor tak til dig som har giver en hånd til dette løb – om det så har været et kreativt indslag, tidstagning, vendt pandekager eller vist rytterne vej med flag, i bil eller motorcykel osv. Ja, der kom selv velkendte navne helt fra sønderjylland for at give en hånd med.
Endnu et klart bevis på at vi står super godt sammen som klub, og i fællesskab igen har skabt noget stort. Og hvem kom egentlig først over strengen – udover Tommy Nielsen ? Ja, den gjorde klubben helt klar, fordi vi igen mestrede kombinationen er entusiasmens energi og klubbens gode sammenhold. Det er netop denne klubånd, som garant for afholdelse af succesrige arrangementer!
Stor forårsklassisk hilsen
Per og Niels
Ps. Også godt gået af de 6 ryttere som mødte op til den ekstraordinære træning lige efter, at ryttere var kommet over strengen i Paris-Roubaix. Ingen navne nævnt (det skulle da lige være Jens O., Peter T., Per M., Carsten B., Henrik H. og Niels O.).