Af Steen Nepper Larsen, sølvmedaljebehængt bjergged

Allerede under opstigningen fra den lille by Caimari i nordgående retning mod benzintanken på mellemtoppen kommer de første dryp; men også her er asfalten så forbandet elendig, så der er nok at gøre med at fokusere på, hvor hullerne og de løse sten er. Desuden holder man fint varmen, når man bekravler et bjerg med en rimelig kadence i benene, ikke mindst når man har en flok, accelerationslystne tyskere at hænge på inkl. et velformet feminit agterspejl eller to am Ende. Men fra Lluc mod de rå bjergsøer og videre gennem de mørke, ubehagelige, køleskabsagtige tunneler mod Puig Major tager regnen voldsomt til.

Per, Jens Ove og jeg fortsætter med andre ord ufortrødent. Vender vi om nu, er der nemlig også laaaaaaangt hjem til hotellets dejlige varme brusebad og den rige fatamorganaagtige aftenbuffet. Bag os fortoner lyden af de fjerne og formanende råd fra frokostpausen sig. De kan ellers spoles tilbage til de andre ryttere, der fornemmede, at skyerne over bjergene mod nordvest nok ville vise sig at være fyldt med kaskader af aqua.

De havde ganske ret; men det fortrænger vi storladent, selvom det slet ikke er helt let at screenlægge andres erfaringsrige intuitioner. Nu er det den skinbarlige virkelighed, der tæller og taler, og vi er mere end levende. Vi kæmper, mærker os selv og hver en fiber. Hver eneste unavngivne celle fryser og længes hjem.

En aldrende triade på henved 170 somre tilsammen er taget på et selvvalgt vanvidstogt i det våde landevejselement og det endda helt frivilligt. Man undres, eller også gør man det ikke. Disse eksistentielle genvordigheder og dybe spørgsmål generer os nu ikke, for resultatet er det samme: der skal trædes.

Det øser ned, vejene bliver alt for glatte, og cykelskoene fyldes med vand. En velkendt fornemmelse breder sig: tæerne forvandles til indespærrede og stærkt afkølede akvariefisk; på en gang er disse ydre ekstremiteter velsagtens stadigvæk en del af kroppen; men samtidig er de blevet til fremmedelementer. Brillerne burde have vindueviskere, men har det deværre ikke. Tre gange venter jeg behørigt 10-12 minutter på mine ædle følgesvende på diverse natur- og kulturlige toppe i det asfalterede landskab.

D’herrer er kommet meget langt hjemmefra såvel bycivilisationens Sten- som Stjernegade, mens kulden, denne ubudne og med en forfærdende kraft sig meldende Satan på denne ellers højlyse forårsdag, der startede så smilende, fredsommelig og solrig, sniger sig intenst ind på - og ikke mindst ind i - både marv og ben.

Nedturen, der lever op til sit navn

Forleden udspillede der sig netop her et minderigt kapløb på tid opad Puig Major for 20 virile og vildt spredte soloryttere spændt og lastet til bristepunktet med ambitioner, cykelcomputeriserde stopure og endnu såre intakte drømme om at sætte PR; men nu føles det grangiveligt, som om nedturen tager længere tid at klare end den herlige optur. Det tror da pokker, for vi må bremse næsten hele vejen for ikke at skride ud, for ikke at vælte.

Det vil være intet mindre end fatalt at få defekt; men endnu værre vil det være at styrte. Efterhånden fyldes synsfeltet med voldsomme, sejlende floder, og vi lister os gennem hårnålesvingene med en latterlig lav fart. Det højre øje svier helt vildt; det er faktisk ved at sætte ud, og hænderne og armene ryster så ustyrligt meget, så jeg næsten føler mig henvist til at tro, at forgaflen eller selveste stellet er flækket, ligesom min gamle Schrødervintercykel gjorde det forleden under søndagstræningen ved Duemose trinbræt på den fjerneste og mest upraktiske side af Grib Skov efter ca. 50.000 km.

Jeg er blevet forvandlet til en to meter lang, aldeles latterlig og malplaceret ispind, placeret på et helt forkert sted på et helt forkert tidspunkt. Tiden falder af sine hængsler uden at få fylde eller at vinde i kvalitet. Det virker, som om nedturen varer flere timer, selvom en objektivitetssøgende tekniker på en munter sky i en tør del af himlen sikkert vil vide, at den kun tager omkring en halv time mod de ca. 55 minutter, det tog mig at køre opad.

Jeg prøver at skifte gear, men ingen af fingrene virker på højre hånd. Begge hænder er formeligt svejset eller frosset fast til bremsegrebets topgummi. Hidtil ukendte kemiske stoffer fra hjelmen løber ned i øjet, og jeg må standse et kort øjeblik for tørre det af med mine pjaskvåde hænder og resterne af mine cykelhandsker: Brillerne ender med at blive taget af med det resultat, at resten af turen ned foregår halvvejs i blinde.

Så er vi endelig nede, og en restauration med en kold, vedhæftet, overdimensioneret og nærmest mennesketom glasvaranda toner frem, som var den Frelseren selv forklædt som en omgang mistrøstig arktektur; men hvad gør det, når man kan holde pause og måske få varmen igen – og ikke mindst bestille både hed sort te (til mig) og dampende kaffe (til både Per og Jens Ove).

En kollektiv rystetur

Næste scene: jeg ryster så meget, så jeg ikke engang kan løfte koppen uden at spilde helt vildt. Målløs kigger jeg over på de andre, og til min store overraskendelse har de det på nøjagtig samme måde. Vilde billeder fæstner sig i erindringen. Hukommelseslagrene plastres til med absurde scenarier. Tre voksne mænd må således bukke nakkerne og næsten samtidig sætte de slubrende munde ned til koppernes reddende og vederkvægende fluidum. Vi forsøger at tale sammen; men sætningerne mellem os lyder som det rene vrøvl.

Vi kan nærmest heller ikke tale rent. Har vi mon alle tre fået Alzheimer som lyn fra en mørk og regnvåd himmel, er vi blevet udsat for et kollektivt anfald af rystesyge? Hvem ved? Vi ved bare, at vi hop(pe)fryser, og at bordet fyldes med åer af både te og kaffe. Pinligt, men der er ikke noget at gøre ved det. Bordet begynder at ligne vejen derude, en miniature. Alt spejler sig i alt, men i mindre skala.

Til gengæld er der varmere herinde, selv i den forvoksede, men aldeles vidunderlige glaskasse. Vi bestiller en ny livgivende omgang, og efterhånden kommer vi til hægterne. Det sker langsomt, meget, meget langsomt. Regenerationen gjorde os paradoksalt nok 10 år ældre, men også 10 år yngre på rekordtid, så vi er vel de samme som altid…bare lidt mere forunderligt underafkølede og umisforståeligt ny-kåde.

Regnen tager heldigvis af i lavlandet, mens vi suser afsted hen til opstigningen og de mange små sving efter Soller. Bilerne får lov til at have deres tunnel for sig selv. Vi vil hellere have varmen igen under opstigningen mod venstre ad den gamle vej mod Palma, og det får vi. Da vi endelig kommer frem til et ultrakort karbad på hotellet, kan kilometertælleren kundgøre, at vi har kørt 152 km på denne torsdag d.9.april* 2009. Til gengæld fortæller den intet om, hvad vi oplevede af fortrædeligheder undervejs; det må vi selv gøre.

* Om der aldrig igen skulle komme en 9.april som denne; det må tiden vise.