Om Ture Lund (til venstre i billedet - på cyklen!)

Jeg har nok altid været lidt vild, og altid søgt grænserne for min egen formåen, og så lidt til.

Da jeg var barn var jeg typen, der altid kravlede højt op i træerne, hoppede ned fra høje ting altid søgende efter nye udfordringer. Der er ingen tvivl om at jeg satte grå hår i mine forældres hoveder.

Jeg har altid været fysisk aktiv, været på idrætshøjskole og har idræt som linjefag. Sport har altid været en del af min tilværelse. Jeg har prøvet foss-sejlads i kajak og kano, whitewaterrafting, vandret i bjergene i Norge, Sverige, Peru og Bolivia.

Men… Skisport har altid været min store kærlighed. Jeg startede med at stå på ski da jeg var 3 år, både langrend og alpint, hvor det hovedsageligt har været det alpine der har været i fokus, siden jeg var omkring 18 år. Skiløb var og er en del af min identitet.

Jeg elskede at stå offpist. At stå på en bjergside og vide, at nu skulle jeg ned, der hvor der var klipper på begge sidder og ikke megen plads at vende på. Det var en helt speciel fornemmelse at vide at ens egne kompetencer skulle føre en sikkert igennem - en fejl kan være fatal.

Mange vil nok mene, at når man er 35 år, arbejder som lærer, er gift og familiefar til tre børn, så er det på tide at begynde at passe lidt på sig selv og erkende at man ikke er helt ung mere, og at man har et ansvar ikke kun over for sig selv, men også over for sin familie. Jeg synes generelt også, jeg har været mig det ansvar bevidst, men behovet for udfordringer har aldrig helt sluppet sit tag i mig, vildskaben er stadig en del af mig..

Ulykkeshoppet i funparken i Østrig glemmer jeg aldrig. Mine venner og jeg var af sted på den årlige skiferie. Et par af gutterne lå henslængt i et par lænestole og nød solskinnet. De syntes, at jeg var åndsvag, hvorfor tage et hop når jeg kunne sidde sammen med dem og slappe af. Hele ugen havde jeg set hen til dette hop på funparken.

Jeg havde planlagt alt, havde en god ide om den hastighed, jeg skulle have, men jeg tog fejl. Ved hoppet gik det op for mig at min fart var alt for høj i forhold til hoppets hældning. Jeg blev slynget bagover, mistede orienteringen og nåede at tænke ”det her går galt” og herefter husker jeg kun meget få ting, og det er meget uklart – noget med at jeg blev lagt op i ”bananen”, vågne op med store smerter i en helikopter, som fløj mig fra ulykkesstedet til Salzburg.

Min ryg var brækket. De første meldinger så sorte ud. Lægerne mente, at jeg ville være fuldstændig lam fra livet og ned, da mit central nervesystem (rygmarven) var fuldstændig smadret. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke helt var tilfældet – heldigvis.

Jeg blev indlagt i Hornbæk til genoptræning, men selve den fysiske genoptræning var meget begrænset, da jeg kun fik 45 min fysioterapi om dagen… Heldigvis måtte man gerne træne selv, så i det halve år jeg var indlagt levede jeg nærmest i træningslokalet. Jeg var heldig, at jeg var indlagt så tæt på min bopæl, og personalet skal have ros for deres indsats for det er en hård kamp at komme tilbage både fysisk og psykisk efter sådan en omgang. Personalet var gode til at hjælpe med begge dele.

Da jeg blev udskrevet, troede jeg, at det værste var ovre, men så let er det ikke at være handicappet kørestolsbruger, der gerne vil tilbage til et så normalt liv som muligt.

Jeg har en ønskebolig på kuperet grund, med gode naboer, et perfekt sted for børn og voksen, men ikke perfekt for en kørestolsbruger, da boligen har 3 etager.

Efter nogle sværdslag med socialforvaltningen bevilgede social- og sundhedsudvalgets politikere en udvendig elevator, uden hvilken jeg ikke havde kunnet opretholde det liv med min familie, som jeg kan nu. Og det er jeg dybt taknemmelig over. Efter det halve år begyndte jeg at arbejde på deltid og har det sidste skoleår været fuldtidsansat.

Mange af dem, jeg var indlagt med, gik forståeligt nok ned med flaget. Nogle har rejst sig igen, mens andre… tja man må håbe det bedste. Det har også været en hård tid for mig, men jeg tror min indgang til livet er at se muligheder, og det har jeg set, specielt indenfor det sportslige. Jeg har jo altid været i god form, så mente jeg at der måtte være mulighed inden for handicapidræt at kunne gøre sig på et højt sportsligt niveau. Det skulle vise sig, at det ikke var så nemt, som jeg havde håbet, men bestemt ikke uopnåeligt. 

Mine tanker om mit fremtidige liv har været mangfoldige, og uden opbakning fra min familie, mit arbejde og venner, gamle elever og unge fra ungdomsskolen, elevforældre havde jeg nok ikke haft overskud til det sportslige, som er utroligt vigtigt for både min psykiske og fysiske situation. Jeg er utrolig taknemmelig for alle dem, der har taget tid til at støtte mig.

Som nævnt har jeg altid dyrket sport, og har haft mange gode resultater.

Hvilke muligheder var der nu som kørestolsbruger. Jeg havde spillet basket de sidste 7 år op til min ulykke, men kørestolsbasket var bare ikke det samme, og den nærmeste klub ligger i København. Der var ingen tvivl om, at jeg ville stå på ski igen, og nu - to år efter min ulykke - har jeg også været af sted.

Desværre manglede jeg en sport jeg kunne træne uden at skulle bruge megen tid på transport. Styrketræning i Fitness.dk blev det naturlige valg, da jeg har styrketrænet, siden jeg var 17 år, og personalet dér har da også taget utroligt godt imod mig og hjulpet mig på alle måder, men jeg mangler motionstræning. Før min ulykke løb jeg en del. Jeg har bl.a. løbet en del halve maratonløb, og jeg savnede at komme ud og motionere. Da jeg var indlagt i Hornbæk, havde jeg adgang til en håndcykel. Den havde jeg brugt en del, da det også var en mulighed for at komme væk fra hospitalet, så det naturlige valg var at købe en.

Jeg startede med at køre håndcykel sidste år i august 2009 og deltog i mit første stævne i september. Selv om jeg var nybegynder, blev jeg nummer 4, og det gav mig blod på tanden. I år gik jeg aktivt efter at vinde i DM. Og det lykkedes. Jeg fik en førsteplads, 4 andenpladser og en fjerdeplads. Samlet set var det nok til at vinde. Det ser ud, som om jeg har en god chance for at komme på landsholdet og deltage i VM, som bliver afholdt i Danmark i 2011. Jeg har allerede været udtaget til landsholdstræning.

I den forbindelse har jeg været så heldig, at Dennis Saaby fra Saaby Cykler ved Snekkersten station har besluttet at sponsorere mig. Jeg er ikke specielt fingernem, og skal man deltage i cykling på dette niveau, skal udstyret være i orden, så derfor er det en kæmpehjælp at Saaby støtter mig.

Det handler om at se muligheder ikke begrænsninger. Selvom der er rigtig mange svære situationer når man er kørestolsbruger, så er der stadig en verden af muligheder tilgængelig. Tænk… hvis man kunne komme til OL, det ville da være fantastisk.

Ture Lund